Frederikshavn d. 20.06.00

58 døde "illegale indvandrere" eller uønskede flygtninge?

Af Arne Hansen.

Mht de 58 døde mennesker i lastbilen i Dover, så har de toneangivende danske medier valgt at omtale dem som "illegale indvandrere" og vinkler så snævert på "de bander af menneskesmuglere", som nu må yderligere bekæmpes. Altså en indkapsling af sagen som svarer helt til regeringernes interesse. Det bliver misvisende, når man samtidig undlader overhovedet at berøre, at det (i første omgang og med udgangspunkt i den danske godkendelses%) statistisk set er sandsynligt, at det for måske halvdelens vedkommende sagtens kan dreje sig om desperate asylberettigede flygtninge, som altså ville have opnået asyl, hvis de ellers var sluppet levende fra at bruge denne sidste desperate udvej.

Og hvis det er tilfældet, så er en grundlæggende forudsætning for menneskesmuglerprofitten og at de 58 fik denne fatale skæbne, at EU-landene bevidst lukker flest mulige flygtninge ude. For det første juridisk gennem at indføre fælles EU-visumtvang. Og for det andet gennem en militæragtig befæstelse af EU's ydre grænser. De 2 barrierer skal så tilsammen forhindre nødstedte flygtninge i overhovedet at opnå muligheden for at søge asyl.

Ja for de "illegale indvandrere" der ikke er asylberettigede udvises jo igen med brask og bram. Så det er ikke primært dem, som EU-landenes barrierer skal holde ude, men de asylberettigede, som regeringerne ikke kan udvise igen uden at forbryde sig mod FN's flygtningekonvention. Nu "nøjes" regeringerne med at omgå konventionen, selvom det har kostet mindst 2000 døde siden 1993 ifølge United-paraplyorganisationen for 500 europæiske flygtningevenneforeninger.

Og nu er det så yderligere 58 menneskeliv.