Information 16. februar 1999

Den ulydige præst

Sagen om de serbiske asylansøgere fra Østslavonien har udviklet

sig til en sag i den danske folkekirke

Af Karsten Fledelius



Et nyt drama med rod i det tidligere Jugoslavien foregår for øjeblikket - med

stærke relationer til dansk indenrigspolitik og diskussionen om forholdet mellem

kirke og stat.

Det er sagen om sognepræsten i Lyngby, Leif Bork Hansen, som har vedkendt

sig civil ulydighed i forbindelse med sin medvirken til at skjule udviste serbiske

flygtninge fra den kroatiske provins Østslavonien. Præsten er blevet

politianmeldt af danske nynazister, og fire personer har klaget til

kirkeministeriet over præsten. Ministeriet har på sin side givet biskoppen over

Helsingør stift, Liselotte Rebel, en næse for ikke at have udøvet sit tilsyn med

den obsternasige præst, der har brudt loven. Biskoppen har kaldt præsten til

tjenstlig samtale. Dansk Folkeparti har krævet ham afskediget, ja nogen har

endda hævdet, at i og med at denne statstjenestemand åbent har erkendt at

have handlet mod loven, har han reelt fyret sig selv.

Som en del andre sager i det moderne Danmark er denne sag indviklet og

forkludret, fordi der indgår mange forskelligartede elementer i den. Den drejer

sig både om flygtningepolitik, forholdet mellem stat og borger, forholdet mellem

stat og kirke, forholdet mellem de kirkelige myndigheder internt, forståelsen af

præsteløftet, og forståelsen af tjenestemandsbegrebet. Den handler om

menneskerettigheder og om storpolitik. Og så drejer den sig om nogle

konkrete mennesker, som er flygtet hertil fra et krigshærget område, og som

har fået besked på at vende hjem, hvor de kommer fra.

For lige at ridse baggrunden op:



Østslavonien er et område af Kroatien, som under den serbisk-kroatiske krig i

1991 kom under serbisk kontrol, og som 15. januar 1998 i henhold til

Dayton-aftalen fra 1995 blev overdraget til kroatisk administration efter to år

under FN-kontrol. De første måneder så det også ud til at gå. Men med

foråret begyndte busser med kroater, som krigen havde fordrevet fra området,

at vende tilbage, og spændingen mellem ikke mindst disse kroater og de lokale

serbere blev kraftigt forværret.

Siden er der sket en konstant udsivning af serbere fra område. 132 serbere tog

i maj bussen til Danmark og fik indrejse som turister på deres kroatiske pas,

indtil man indførte visumtvang for alle kroatiske statsborgere. De 132 søgte om

asyl. Een familie fik opholdstilladelse. Så indgik Danmark en officiel aftale med

Kroatien, som garanterede, at flygtningene sikkert kunne vende tilbage.

Derefter er der blevet givet afslag af udlændingestyrelse og flygtningenævn i så

godt som alle de sager, der hidtil er blevet færdigbehandlet. Sidst på det gamle

år blev det fremhævet som et resultat af en beslutsom dansk politik, at en stor

del af de serbiske asylansøgere da allerede havde forladt landet, mange af dem

frivilligt. Og det er da en succes, hvis man accepterer det som et

succeskriterium for den danske flygtningeadministration at slippe for så mange

flygtninge som muligt.

De serbiske flygtninge kunne godt nok ikke henvise til egentlige overgreb fra de

kroatiske myndigheders side. Men de henviste til trusler og overgreb fra civile

kroatere. Flygtningene var panikslagne ved udsigten til, at de kunne blive sendt

tilbage til Kroatien. De søgte kontakt til medlemmer af den herboende

serbisk-ortodokse menighed, som igen henvendte sig til sognepræst Leif Bork

Hansen, fordi han tidligere i Lyngby har gjort et stort arbejde for flygtningene

fra Bosnien.

Lyngbypræsten forsøgte både gennem medierne og ved direkte kontakt med

danske myndigheder og politikere at standse de udvisninger, som blev

resultatet af de første sagers behandling i flygtningenævnet. Da dette ikke gav

resultat, vedkendte han offentligt sin medvirken til, at flygtningene blev skjult

forskellige steder i Danmark, når de blev udvist. Hans argument var, at selvom

han som præst i den danske folkekirke er statsembedsmand, forpligter hans

præsteløfte ham til at hjælpe mennesker i åbenbar nød som henvender sig til

ham.

Det udfordrende i hans handlingsmønster er, at han sætter sin opfattelse af sin

pligt som præst og kristen over lydigheden mod den verdslige øvrighed.



Leif Bork Hansen anfægter ikke flygtningelovgivningen som sådan, altså

Folketinget som lovgiver. Han anfægter den måde, loven administreres på i

praksis. Han mener ikke, at man har lyttet nok til flygtningenes oplysninger og

forklaringer, og ikke taget den fare, der vil true dem ved tilbagevenden,

alvorligt.

Heroverfor har Indenrigsministeriet henvist til, at de oplysninger, man har fra de

kroatiske myndigheder og FN's flygtningehøjkommissariat UNHCR, ikke

tyder på, at asylansøgerne vil være i alvorlig fare, hvis de vender hjem.

Spørgsmålet er imidlertid, om de officielle baggrundsoplysninger virkelig er

fyldestgørende.

OSCE, som følger situationen i Østslavonien efter ophøret af FN-perioden,

finder situationen meget lidt tilfredsstillende. Det samme konstaterede

formanden for OSCE's parlamentarisk forsamling, danskeren Helle Degn

fornylig i de sene TV2-nyheder. Østslavonien har 80 procent arbejdsløshed,

og der sker megen diskrimination under overfladen. Derfor fortsætter

udvandringen af serbere fra området. Det vi er vidne til, er en ny variant af

begrebet etnisk udrensning.

Helle Degn erklærede sig imidlertid som modstander af Lyngbypræstens

handlemåde. Efter hendes opfattelse skal serberne i Østslavonien ses som

spydspidsen i bestræbelserne for at tvinge Kroatien til at respektere det

serbiske mindretals rettigheder. Og hun har naturligvis ret i, at man ved at tage

imod flygtninge fra området støtter den faktiske etniske udrensning der foregår.

Men her hjælper det ikke meget fra dansk side at ville sende flygtningene

tilbage til Kroatien med magt. For der er typisk tale om personer, som har

været indrulleret i de serbiske styrker i området, og deres familier. Selvom de

kroatiske myndigheder har givet dem fuld amnesti, er hadet mod dem stort,

især hos de hjemvendende, tidligere fordrevne kroater. Det kan være meget

godt at sige, at flygtningene skal vende hjem for at være med til at bygge

området op igen efter krigen. Men med så stor arbejdsløshed og mange boliger

ødelagt er de reelt uønskede i området. Og det peger mod det storpolitiske

aspekt i sagen:

Østslavonien-ordningen blev i 1995 påtvunget parterne af udlandet. Serberne

måtte acceptere at udlevere området efter en overgangsperiode, kroaterne at

respektere den serbiske befolkning, herunder skaffe genhusning til dem, hvis de

boede i hjemvendende kroaters tidligere boliger. Til gengæld ville udlandet

støtte genopbygningen i området.

Men på dette punkt halter det alvorligt, som andre steder i det tidligere

Jugoslavien. Man kan sagtens stille krav udefra om forsoning, men hvis der

ikke gøres noget effektivt ved den fysiske og økonomiske genopbygning, vil

der ikke være noget grundlag for forsoningen.

Den kroatiske ambassadør i Danmark, Mario Mikulic, har understreget, at

udlandet bør tage dette forhold alvorligt, når man stiller krav til områdets parter

om god opførsel. Hvis man virkelig ønsker at fremme fredelig sameksistens, må

der være noget at samarbejde om. Og det forudsætter investeringer udefra.

Det er dette spil, de serbiske flygtninge til Danmark er endt som gidsler i. En

del af dem er nu under jorden, mens de venter på, at nogen finder tilflugtssteder

for dem i andre lande. Nogle er flygtet til England og har fået opholdstilladelse,

fordi det har været muligt at overbevise myndighederne dér om, at Danmark

ikke er et sikkert asylland for dem. Om få måneder er de serbiske flygtninge i

Danmark måske væk. Hvis ikke de danske myndigheder i sidste øjeblik

ændrer holdning til dem.



I hvert fald tages sagen nu op i Folketinget, i form af en forespørgsel fra

Enhedslisten til indenrigsminister Thorkild Simonsen. I mellemtiden stiller

Lyngby-præsten op til klø på vegne af de mange danskere, som har deltaget i

aktionen.

Hvad bliver hans skæbne? Det er klart, at han ikke bare kan afskediges - efter

loven skal der en tjenestemandssag til. Og da han hverken har brugt kirke eller

embedsbolig til at skjule flygtningene, er det spørgsmålet, om han uden for

tjenesten 'har vist sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver'

(Tjenestemandslovens 10).

Dette vil normalt blive afgjort efter en vurdering af, hvor alvorlig en straf han

idømmes, hvis sagen kommer for retten. Selv mener Leif Bork Hansen, at hvis

han ikke var gået i brechen for de efter hans overbevisning livstruede flygtninge

der henvendte sig til ham, ville han have vist sig uværdig som præst.